Erhvervsforum i Holstebro

Et bredt udsnit af erhvervsforeninger, virksomheder og organisationer går nu sammen for at genskabe en fælles platform for udvikling og vækst i Holstebro kommune.

18. marts, 2019 kl. 16:30

ErhvervsForum skal sikre erhvervsudvikling og ”Vækst i Vest”

Et bredt udsnit af erhvervsforeninger, virksomheder og organisationer går nu sammen for at genskabe en fælles platform for udvikling og vækst i Holstebro kommune.

Holstebro Kommune skal være med længst fremme, når det drejer som om vækst og udvikling i Midt- og Vestjylland. Det kræver fælles indsats på tværs af erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og organisationer, og derfor har repræsentanter for mere end 800 virksomheder taget initiativ til at genoplive ErhvervsForum Holstebro – men i en ny indpakning.

Direktør Bjarne Sørensen, formand for Holstebro Industri- og Håndværkerforening, er én af initiativtagerne bag den nye konstruktion:
Vi ønsker at skabe en slagkraftig og handlingsorienteret forening, som bygger på aktiv medlemsinvolvering og decentrale projektgrupper. Samtidig har vi behov for den mere traditionelle foreningsstruktur, hvor vi sikrer synlighed, koordinering og fremfor alt legitimitet som Erhvervslivets talerør.

En koordineringsgruppe bestående af en række erhvervsforeninger og organisationer, som til sammen har mere end 800 medlemmer bag sig, har de seneste 6 mdr. arbejdet med at lave strukturen for den nye forening. Fælles for alle har været ønsket om, at den nye forening ikke skal være en kolos på lerfødder, men en handlekraftig organisk struktur, der kan løfte opgaver, som de enkelte foreninger ikke kan løfte alene.

Emner som infrastruktur, tiltrækning af uddannelser og arbejdskraft, rammevilkår for erhvervslivet m.v. er oplagte eksempler på den nye forenings indsatsområder. Samtidig vil foreningen være en krævende og konstruktiv medspiller overfor Holstebro Kommune, og bruge sit store bagland som løftestang til en fortsat forbedring af den erhvervsmæssige udvikling i kommunen.

På det stiftende årsmøde vil der være en grundig præsentation af den nye forening og ambitionerne bag, og der vil blive afholdt workshops, hvor der bliver mulighed for at komme med input, opgaver og forslag til den nye forenings indsatsområder. Den formelle stiftelse af foreningen sker med valg til det repræsentantskab, som bliver foreningens øverste politiske organ. Alle virksomheder, foreninger, organisationer og privatpersoner, som ønsker at bidrage til det nye projekt er meget velkomne og opfordres til at møde op til mødet.

– Det er afgørende, at erhvervslivet kan være med til arbejde og tale for, at vi får flere uddannelser, som er mere rettet imod virksomhederne. Mange af de uddannelser, vi har i dag, er først og fremmest rettet mod den offentlige sektor. Vi har brug for uddannelser inden for it, design og teknologi. De skal være med til at styrke iværksætterkulturen og på den måde skabe nye arbejdspladser, siger Allan Hedegaard.

Allan Hedegård i Nupark. (Foto: Morten Stricker)

Tilmelding på mail til: erhvervsforum@nupark.dk

For yderligere information og spørgsmål:
Kontaktoplysninger: Bjarne Sørensen, fmd. Holstebro Industri- og Håndværkerforening, 4040 9507
Michael Ulsted, fmd. Holstebro Handelsstandsforening, 4183 6146
Allan Hedegård, direktør, Nupark Innovation, 2059 9246

Læs hele pressemeddelselsen.
Hent invitation til årsmøde (flyer)
Gå til hjemmesiden for at se programmet

Omtale i Dagbladet:
Februar 2019: dagbladet-holstebro-struer.dk/erhverv/Erhvervsforum-Holstebro-Bliver-320-gang-lykkens-gang/artikel/403846
Oktober 2018:  dagbladet-holstebro-struer.dk/holstebro/Erhvervslivet-faar-nyt-taleroer/artikel/385737

 

Find vej

© 2019 Nupark — Alle rettigheder forbeholdes