Temamøde om iværksætteri

STARTVÆKST Holstebro+Lemvig+Struer har samlet en række forskellige virksomhedsindehavere inden for vidt forskellige brancher. De vil fortælle om deres virksomhed og give dig gode råd om, hvordan du får succes i din egen virksomhed.

31. januar, 2018 kl. 18:30

Nupark 49

Temamøde for iværksættere og alle, der har passion for egen virksomhed

Herunder også investorer, virksomhedsledere og rådgivere.
Få masser af inspiration ved at høre på erfarne iværksætteres gode råd.

STARTVÆKST Holstebro+Lemvig+Struer har samlet en række forskellige virksomhedsindehavere inden for vidt forskellige brancher. De vil fortælle om deres virksomhed og give dig gode råd om, hvordan du får succes i din egen virksomhed.

Mødet finder sted: Onsdag den 31. januar, 2018 kl. 18.30 – 22.00 i Nupark 49, Holstebro, og det er gratis. 

Aftenens program er:

18.30 – 18.35 Velkomst v. Peter Pasgaard, STARTVÆKST-Holstebro

18.35 – 19.00 B2Bhuset ApS v. Anette Bjerre
For et par år siden valgte Anette Bjerre at blive selvstændig efter en del år som lønmodtager i detailbranchen og tidligere som damefrisør.
Hør om, hvordan Anette har fået en blomstrende forretning op at stå med salg af gaveartikler, profilbeklædning og reklameartikler.

19.00 – 19.30 OOG Company v. Thomas Larsen
OOG Company laver CleanWheels – kørestolshjulrensere, der gør livet lettere og renere for kørestolsbrugere over hele verden. Ideen opstod ganske enkelt, da de 2 grundlæggere, Thomas og Rune, så behovet hos en fælles ven, der sidder i kørestol.

For hvordan tørrer man ”fødderne” af, når man ikke er gående, men sidder i kørestol? Historien om CleanWheels er en vaskeægte iværksætterhistorie fra idéstadie til lige nu, hvor Clean Wheels kommer på markedet. Om udviklingsprocesser, finansiering, kundekontakt og salg af et produkt, som ikke findes på markedet endnu.

19.30 – 20.00 StopBlood v. Julia M. Andersen og Michael A. Stadsbjerg
Julia og Michael er begge sygeplejeskestuderende. I forbindelse med at de var i praktik på Dialyseambulatoriet i Holstebro fik de ideen til StopBlood, som skal gøre det lettere at stoppe blødningen efter en dialysebehandling.

De observerede, at sygeplejerskerne i forlængelse af en dialysebehandling brugte uforholdsmæssig lang tid på at stoppe patientens blødning. Det produkt, de har opfundet, er unik, fordi det er enhåndsbetjent, og det kan betjenes af patienten selv.

20.00 – 20.30 Pause med sandwich

20.30 – 21.00 Struer Håndbryg v. Lehmann Høiriis
Struer Håndbryg er et lokalt mikrobryggeri med udgangspunkt i det vestjyske. Hvad der startede som en hobby er i dag en levedygtig forretning med salg til mange specialbutikker og supermarkeder, og kundekredsen bliver stadig større.

Herudover deltager bryghuset i en lang række events og står selv for mange arrangementer. Men rejsen har ikke altid været ligetil. Undervejs har brygmester Lehmann skulle foretage en række valg og ikke mindst overveje konsekvenserne heraf.

21.00 – 21.30 Tipa Emballage ApS v. Jakob Friche
”Ulfborg par handler træpaller for millioner”. Jakob Friche vil fortælle om, hvordan han sammen med sin hustru har opbygget en virksomhed, hvori de blandt andet opkøber overskydende paller hos virksomheder, og sorterer/reparerer dem til videresalg.

Ofte er virksomhederne glade for at slippe af med de overskydende paller, og kunderne er glade for at kunne købe en brugt palle fremfor en ny – til gavn for både miljø og omkostninger.

21.30 – 21.55 HobbyGarn v. Michael Dambak
Michael Dambak fortæller om sine erfaringer med opstart af virksomheden HobbyGarn. ”Dengang vi blev forældre til vores tvillingedøtre i foråret 2013, blev de født for tidligt og var meget små. Det var svært at skaffe det rigtige tøj i de rigtige størrelser, så min kone begyndte at hækle en del af pigernes tøj selv.

Nu er børnene blevet lidt større, men hun er fortsat med at hækle. Vi besluttede os i 2015 for at starte www.hobbygarn.dk. Dels for at begynde en ny periode i vores arbejdsliv, som kunne passe ind i hverdagen med vores børn. Men også fordi vi sætter en ære i at formidle kvalitetsprodukter videre til andre, der har fundet værdien ved at strikke og hækle.”

21.55 – 22.00 Afslutning og introduktion til forårets iværksætterkursus v. Helle Toftgaard STARTVÆKST-Struer og Gert Løkke Leth, STARTVÆKST-Lemvig.

 

Husk tilmelding: startvaekst.nemtilmeld.dk

 

Find vej

© 2022 Nupark — Alle rettigheder forbeholdes