Vækst syv år i træk hos Grafical

Corona har givet et boost i kundetallet, og været medvirkende årsag til, at virksomheden for syvende år i træk vækster og nu har modtaget sin fjerde gazellepris fra Dagbladet Børsen. 

Samarbejde mellem firmaer giver resultat – Grafical.dk sælger varer via hjemmeside udviklet af webbureau i byen og med levering fra lagre i byen. Samtidig har corona givet et boost i kundetallet, og været medvirkende årsag til, at virksomheden for syvende år i træk vækster og nu har modtaget sin fjerde gazellepris fra Børsen. 

Hvis danskere leder efter kontorartikler eller hobbyartikler på nettet, så vil webshoppen Grafical.dk ofte stå øverst i deres søgeresultat. Firmaet har opbygget en hjemmeside med 50.000 varenumre, og i 2022 er der endnu flere varer på vej i sortimentet. Dagbladet Børsen har netop for fjerde gang tildelt Grafical.dk en gazellepris for stor vækst i regnskabet. Firmaets bruttofortjeneste er vokset uafbrudt siden 2014.

Corona har givet Grafical.dk et ekstra boost. Virksomheden var heldig med at have håndsprit og værnemidler på hjemmesiden før epidemien, og nye kunder strømmede til allerede fra starten af 2020.
– Det gav også ekstra salg, at mange kontoransatte blev sendt hjem at arbejde. Pludselig skulle der købes printere, printerpatroner, skriveredskaber og mange andre ting til hjemmekontorerne, fortæller direktør og ejer Carsten Lindhardsen.

Epidemien har gjort, at mange har lært firmaet at kende og nu også køber andre varer, så væksten fortsætter. Antallet af medarbejdere vokser også, og lige nu er der 13 ansatte i kundeservice, marketing og regnskab på kontoret i Nupark. Oveni kommer, at salget skaber arbejde og omsætning på syv lagre, der står for leveringen af varer til kunder. To af de mest benyttede lagre er lokale: hobbyvirksomheden Creativ Company og papirvirksomheden Antalis. Desuden har Grafical.dk et tæt samarbejde med webbureauet MCB i Holstebro, der står for driften af firmaets hjemmeside.

Grafical.dk fylder 25 år i år og solgte i begyndelsen hovedsagelig tryksager til kunderne på gammeldags vis blandt andet via telefonhandel. Men så kom finanskrisen, som førte til en omlægning i Grafical, hvor der kom hobbyartikler i sortimentet. Samtidig oprettede virksomheden en webshop som en af de allerførste i branchen.

Revisoruddannede Carsten Lindhardsen glæder sig over, at tusindvis af kunder kender firmaet og webshoppen. Men ellers gør virksomheden ikke så meget opmærksom på sig selv og er lidt anonym.
– Men vi er da stolte af, at dagbladet Børsen kårer os blandt landets hurtigst voksende virksomheder, siger Carsten Lindhardsen.

Grafical.dk hentede i 2020 et resultat før skat på knap 3,9 millioner kr.

 

Find vej

© 2022 Nupark — Alle rettigheder forbeholdes